Fødselsberetning – Sarah Elley

28 marts 2020

Kl. er 03:38 og jeg vågner for nr. 117 gang den nat. Denne gang fordi jeg skal tisse. Med en del besvær og en graviditetspude som forhindring, kommer jeg ud på toilettet og får tisset. Jeg når godt nok at tænke, at det var da overraskende nemt at tisse? (dem som har prøvet at være højgravid, ved måske også, at det faktisk kan være ret svært at tisse, på trods af, at man konstant skal). Tanken om, at det kan være mit vand der er gået, når at strejfe mig, men jeg slår hurtigt tanken væk og ligger mig ind i sengen igen.

Jeg når ikke at sove. igen Kl 04:00 starter der noget muren i maven. Efter 20-30 min prøver jeg for sjov at time dem, og så er jeg ikke længere i tvivl, fødslen er under opsejling og veerne er hyppige. Jeg forsøger at ligge og blunde lidt, det lykkedes dog ikke rigtigt. Veerne niver mere og mere, så kl. 06 vækker jeg Simon. Han flyver nærmest ud af sengen.

Han skynder sig ned og får noget tøj på, stiller morgenmad frem til os og sørme om han ikke også lige syntes han skulle barbere sig den morgen.
Kl. 7 ringer vi til jordemoderen første gang. Og da jeg hørte, at det var favorit jordemoderen som var på job, blev jeg så glad! Vi får en god snak, hun foreslår at vi tager et par timer mere hjemme. Det har vi god ro i maven omkring.
Kl. 8 ringer vi igen… NU niver de f*ndme. Jordemoderen siger, at vi kan mødes inde på sygehuset kl 9.

Grundet Corona, så var dørene ind til hospitalet låste. Vi ringer derfor på dørtelefonen. Simon ringer på, op til flere gange. Jeg husker det som om, at vi stod der i en evighed! Det gjorde vi sikkert ikke, men det føltes sådan. Veerne var heftige og jeg ville bare gerne ind på en fødestue NU.!

Endeligt kommer vi ind, og op på fødegangen. Vores jordemoder havde lidt længere kørsel, så hun kom først 9:30. Jeg blev undersøgt med det samme og fik meldingen ”du er 6 cm. Flot! Du er i aktiv fødsel” – Jeg blev lettet, og også lidt stolt, for syntes sgu jeg klarede smerterne godt.
Kort efter jeg var blevet undersøgt, kom jeg ud under bruseren mens jeg sad på en hoppebold. Simon stod bag mig med bruseren. Det var virkelig dejligt, det varme vand hjalp meget på smerterne i lænden.

Efter lidt tid i bruseren kom jeg over i et badekar, Simon sad ved siden af mig, og her brugte vi så en del timer. Her begynder der så at opstå lidt huller i forløbet for mig. Jeg gik ind i mig selv, ind i min egen lille boble, for at være i smerterne. Under veerne fik jeg lattergas, som Simon sørgede for, og ellers gjorde jeg det uden smertestillende.
Dog så begyndte jeg at blive ret fortvivlet over smerterne omkring kl. 13. Jeg har meget ondt, synes veerne er meget lange og har svært ved at være i det. Mest fordi, at der ikke er et kendt slut tidspunkt. Det er umuligt at vide ”hvornår det er slut” – Og lige netop dét, spurgte jeg meget om her. Jeg spørger så også efter en epiduralblokade, jordemoderen undersøger mig. Hun giver mig meldingen om, at det desværre er for sent af få den, for jeg er 9 – 9,5 cm. Jeg tror hun forberedte sig på, at jeg ville blive sur, for hun så meget undskyldende ud. Men jeg blev SÅ glad. For så vidste jeg, at det betød at jeg snart skulle presse, og så var det snart overstået.
Den næste time husker jeg ikke. Ikke fordi at den var forfærdelig eller noget, jeg forsvandt bare ind i min boble igen.
Kl. 14, får jeg lov til at begynde og presse. Endeligt føler jeg, at jeg kan gøre en forskel for processen.

Men, desværre så skete det ikke så hurtigt, som jeg selv, Simon eller jordemoderen havde forventet. Hver gang baby kom et skridt frem, rykkede han to tilbage. Det var en lang og hård proces. Jeg husker det som enormt frustrerende, smertefuldt og udmattende. Jordemoderen prøvede alt muligt. Hun fik mig op af karet, ud og tisse, op og gå rundt. Altså ting man VIRKELIG ikke gider, når man har presseveer. Men hun var så sød vores jordemoder, så jeg gjorde som hun sagde, og Simon heppede og fulgte mig frem og tilbage.
Jordemoderen foreslår at jeg kommer op i sengen og ligger, i stedet for at være i karet. Jeg har selv meget svært ved at tage beslutninger i dette øjeblik, så egentlig adlyder jeg bare ordre.
Op i sengen med mig. Flere presseveer, men der sker ikke så meget. Enormt frustrerende.
Men, så finder jordemoderen en lagen. Hun binder en knude i hver ende, giver mig den ene ende og siger ”ved næste presseve, så trækker og presser du ALT hvad du kan” hun trækker selv i den anden ende og ud kom vores Viktor. Han kom ud med venstre arm over hovedet, og dette var grunden til den lange pressefase.
Ligesom han kom ud, så glemte jeg alt om hvor træt jeg var, hvor udkørt og udmattet jeg var. For der var han, ham vi havde ventet på i 9 måneder. 8 dage før termin. D. 28. marts 2020 kl. 17:02. 3650g og 49 cm. Det største nogensinde.

Jeg havde en rigtig god fødsel, og når jeg tænker på, hvor bange jeg var for at føde, og hvor meget det at føde fyldte under min graviditet, så er jeg ked af, at jeg lod det fylde så meget på en meget negativ måde. Og selvom pressefasen var meget hård, så registrerede jeg ikke, at der var gået 3 timer. Der kunne lige så godt være gået én time. Jeg havde INGEN tidsfornemmelse.
Og.. Så havde jeg bare verdens bedste støtte. Simon var så god til at hjælpe, støtte og holde mig oppe under hele forløbet. Alle skulle have en Simon med på holdet under en fødsel <3

Det var min fødselsberetning

Tak fordi du læste med
Sarah