Fødselsberetning – Amalie Gjørret

Vilja er født en fredag, d. 23.10 2020 kl 16:30, hvor jeg var 40+2 for at være mere præcis.
En fødsel, der i bund og grund var rimelig vellykket, set med faglige øjne. Men en meget voldsom oplevelse for mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg vågner om natten omkring 04:30, vandet er gået. Jeg var slet ikke i tvivl, for der var virkelig meget. Det føles som om jeg havde tisset i sengen, og det var gjort rigtig godt. I ved, som når man virkelig virkelig skal tisse og der ikke er et toilet i nærheden, og man så endelig kommer hen til et og får lettet trykket? Sådan føles det.

Jeg skubber til Joakim (og aldrig har jeg set ham komme så hurtigt ud af sengen) Han finder håndklæder, som i, han hiver alle dem vi har i skabet ud for at tørre op.

Jeg løb ud på toilettet, for vi har gulvtæppe i soveværelset, og fostervandet kom stadig sivende ud. Jeg er spændt, virkelig spændt. Jeg ringer til fødegangen med det samme, selvom jeg ikke har veer endnu. Bliver bedt om at tjekke farven på vandet og ringe igen. Det gør jeg, alt er fint. Vi bliver enige med dem om at komme omkring kl 07, bare for at tjekke alt er godt.

Så der går jeg rundt derhjemme, og venter på jeg skal føde. Det er ret vildt, for selvom jeg ikke har fået veer endnu, så ved jeg at hun nok er på vej. Vores hunde bliver hentet, og Joakims kollega kommer forbi efter ting til arbejdet (de er alligevel blevet enige om at han nok ikke kommer den dag)

Jeg får begyndende veer en halv times tid inden vi kører mod sygehuset – ikke noget jeg ikke kunne holde til, og tænker faktisk, åh det er da ikke så slemt (jeg skulle bare vide)

Vi kommer hen på fødemodtagelsen, og jeg bliver tilset af en jordemoder og en studerende. “du er 2 cm åben og har stadig 1,5 cm livmoderhals” så du er derfor ikke i aktiv fødsel endnu, vil du gerne hjem? HJEM? Gu fanden vil jeg ej hjem, og heldigvis har de en stue vi godt må få, til der kommer lidt mere gang i mine veer.

Klokken bliver omkring 10, og mine veer er efterhånden ret slemme. De har nået det der punkt hvor man ikke rigtig kan snakke imens. Der hvor man bliver nød til at stå helt stille og holde fast i sengekanten, og sige av for hulan. Jeg bliver tilset igen, og der er ikke sket en skid siden sidst. Jamen, hvor demotiverne er det ikke lige? Jeg smutter i brusebad, og de der veer, de gør altså nas nu. Jordmoderen kommer igen kl 12, hvor jeg får taget en coronatest, og gud hvor jeg brækker mig efterfølgende – fedt, lige hvad jeg trængte til. Hun tjekker mig igen, med samme meddelelse om at der ikke var sket en skid. Jeg har virkelig lyst til at give mig til at hyle. Tænkt sig, at her har jeg gået og haft så ondt, også er der ikke sket en skid? Jeg tror godt jordmoderen kunne se på mig, at der altså snart skulle ske noget. Jeg bliver tilbud ve-drop, for at få sat gang i fødslen. JA TAK tænker jeg.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg virkelig en forestilling om, at det der med smertelidring, pffff, hvad skulle jeg med det? Jeg skulle da bare i badekar som det eneste smertelidrende, easy.

Men da jeg var i selve fødslen, der skulle jeg dælme have alt det smertelidring jeg overhoved kunne få. Og det er altså helt okay! Til jer der ligesom mig, inden fødslen tænker det ikke bliver nødvendigt, men ændre mening undervejs. Det er altså helt okay, og ret så normalt fik jeg afvide! Jeg blev tilbudt lattergas og epidural blokade, og sagde ja til begge dele under fødslen.

Nå men, efter jordmoderen og jeg bliver enige om at ve drop, epi og lattergas er vejen frem flytter vi stue. De får lagt droppet, og jeg får den fine maske med lattergas som jeg selv kan styre, hehe. Jeg suger til mig, så meget at hele rummet drejer rundt for mig. Jeg er pisse skæv, ligeud sagt. Kæft det er fedt.

Omkring kl 15 kommer nakoselægen som skal lægge epidural blokaden på mig, og derfor bliver lattergassen skiftet ud med ilt – ikk fedt. Og den her del af min fødsel, fra nakoselægen begynder på min epi, til mig får presseveer – det er de værste timer i hele mit liv. Mine veer gør nu så ondt, at jeg vitterligt tror jeg er ved og dø. Det er så vild en smerte at jeg ikke kan beskrive den bedre end – det må være en nærdødsoplevelse. Det tager lægen knap en time at få lagt den dumme blokade, og det er helt min egen skyld – jeg kan simpelthen ikke sidde stille under mine veer, så vi holder RIGTIG mange pauser, indtil det til sidst lykkedes.

Her er klokken næsten 16, og Vilja er født 16:30. Så herfra går det altså bare rigtig stærkt. Jeg tror jeg skal skide, eller, jeg nærmest råber til min jordmoder at nu skulle jeg altså på toilettet, for jeg skulle i hvert fald skide. Hun tjekker mig, og jeg er 9 cm åben. Det er altså lige op over, men hun vil gerne have at jeg venter med at presse (en nærmest umuligt opgave når du har presseveer) Jeg får endelig go fra jordmoderen, og jeg presser. Lige her tænker jeg faktisk lige ud sagt, bare jeg ikke flækker. Og jeg holder nok lidt igen af samme grund. Shit jeg er bange for at skulle syes efterfølgende.

Den tanke går meget hurtigt væk da jeg kan mærke hovedet. Hun skulle bare ud, NU, og det kom hun. Hun var altså ikke køn, virkelig ikke køn lige da hun kom ud (det gik heldigvis hurtigt over) hendes hoved var helt aflangt da hun blev født, man skulle virkelig tro hun var taget med sugekop, men det var hun ikke.

Mens jeg ligger der, i min lille lykke bobbel, skal den skide moderkage ud. Her går det lidt galt – jeg begynder at bløde, meget. Det går SÅ stærkt det hele, Vilja kommer over til Joakim og jeg får en kæmpe mavepuster af jordmoderen for at stoppe min blødning. Der er pludselig en del inde på stuen, for at stoppe blødningen, som de heldigvis får under kontrol. Også, efter alt det, skal jeg skisme også syes. Nå, men, jeg kommer igennem det. Kommer på vores stue, med Vilja, hvor vi skal tilbringe de næste par nætter så de kan holde øje med mig lidt endnu.

Set tilbage på det, er jeg nok overrasket over hvor intens en smerte der egentlig er tale om, og hvor hårdt det egentlig er – selv ugerne efter? Jeg mener come on, kunne alt smerte ikke bare slutte, lige som barnet kommer ud? Jeg havde det skidt i næsten 3 uger efter fødslen. Ondt i ryggen, ondt i hovedet, kvalme og træt, virkelig træt.