Hele livet har jeg haft en ide om at jeg ville have 2 børn, en dreng og en pige. Sådan er jeg selv vokset op – med en 1 år ældre storebror som jeg så og stadig ser som min bedste ven. Han sørgede for at jeg lærte at spille Playstation, ikke tog imod lort fra drengene i folkeskolen og stod altid klar til at hente, hjælpe eller bare være der for hans lillesøster. Så jeg har i mine nu 29 år set kombinationen af en bror og en søster, som det perfekte søskende forhold.

Da jeg så mødte min mand og vi snakkede om fremtiden og børn, var vi begge overraskende enige om at 2 børn var drømmen og hvis man skulle gå i detaljer, passede en dreng og en pige lige ind i ligningen.

I efteråret 2020 fandt jeg ud af at jeg var gravid, og sikke en dejlig overflod at glæde der kom ind over os. Vi kunne jo slet ikke vente med at få et kig ind til den lille baby, så vi bookede en privat tryghedsscanning da jeg var i uge 8, og glædede os først og fremmest til at få bekræftet at der var liv. Men da jordemoderen scannede mig, stod det hurtigt klart at der var 2 små hjerter der bankede! – sikke et chok!

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg var lige ved at skide en snemand, ved tanken om at skulle have tvillinger! Vi har ikke været i fertilitetsbehandling, så vi har slet ikke tænkt muligheden.

Nå men da vi havde vænnet os til tanken om tvillinger, begyndte andre tanker at tage over.

– tveæggede eller enæggede?

– Er vores bil stor nok til 2 autostole og en dobbeltbarnevogn?

– Hvilke køn har de? Og mange mange flere spørgsmål.

Jordemoderen kunne hurtigt se at tvillingerne var tveæggede og dermed havde muligheden for både at blive drenge, piger eller en af hver. Og der fik jeg julelys i øjnene – tænk at få en dreng og en pige på samme tid. Drømmen !

Jeg prøvede dog at holde begejstringen lidt tilbage, da der var længe til en kønsscanning og dermed holde fokus på at det vigtigste var at begge børn var sunde og raske og voksede som de skulle.

Ugerne gik og vi bestilte tid til en kønsscanning i uge 16 og jeg krydsede alt jeg havde for, at der lå en rask dreng og en glad pige inde i maven.

Jordemoderen tog et kig og hun var ikke i tvivl – 2 drenge!!

Selvfølgelig var jeg glad for at begge var raske, hyggede sig og havde det godt. Men da min mand og jeg gik hjem fra klinikken kunne jeg ikke holde ordene tilbage. Jeg bad ham om ikke at dømme mig eller bruge mine ord imod mig på et senere tidspunkt, for jeg havde brug for at sige det højt bare denne ene gang, før tvillingerne kom til verden.

“JEG VILLE HAVE HAFT EN PIGE”

Skammen fyldte mig hurtigt, for hvordan kunne det have så stor betydning? Vi havde lige fået at vide at vores kommende børn var sunde og raske og det eneste jeg kunne tænke på var at jeg ikke ville få en lille pige. Jeg synes det hele var unfair og jeg følte mig som verdens værste menneske og kommede mor. – for så mange kvinder og mænd kan slet ikke få børn, eller brug flere år i fertilitetsbehandling og her stod jeg med tvillingedrenge i maven og var ked af at den ene ikke var en pige!

Min mand og jeg snakkede længe om at det sikkert var helt normalt at blive skuffet når man havde et ønske, der ikke gik i opfyldelse. For det var især også tanken om at vi havde været meget enige om, at 2 børn var rigeligt, at jeg følte mig snydt for muligheden for at få en pige.

Mange har efterfølgende sagt at vi jo altid kan prøve at få et 3. Barn – men der er jo ingen garanti for at det barn ville blive en pige.

Jeg har brugt meget længe på at acceptere at mine drømme om lyserød, blonder, fletninger og enhjørninge ikke bliver til noget i denne omgang. Og jeg glæder mig nu rigtig meget til at vores to drenge kommer til verden, men det var også hjulpet mig rigtig meget at kunne snakke om skuffelsen ved at ens drøm ikke går i opfyldelse.

For må man egentlig blive skuffet? Mit svar er ja!

Det er helt normalt at have tanker og drømme om en barnets køn, da jeg især tror at det er med til at skabe en identitets følelse om fosteret.

Så når de tanker og drømme bliver vendt på hovedet, er det da klart at man skal vænne sig til at tænke på fremtiden på en anden måde.

Og jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der har siddet med de følelser!

– Anne Mette